Tag en tur på Trækstien langs med Gudenåen

Trækstien, som også kaldes Pramdragerstien, er en ca. 80 km lang vandrerute langs med Gudenåen fra Randers til Silkeborg. I Favrskov Kommune har den en samlet længde på ca. 20 km, og her er den fredet.

I gamle dage trak pramdragere deres last i kanten af åen, og prammene var lastet med mange forskellige varer såsom papir og tegl.

Du kan gå i pramdragernes fodspor hele året, men i nogle perioder står vandet så højt, at man ikke kan gå her. Gummistøvler er ofte en fordel. Ved Ulstrup og Vejerslev skov er noget af strækningen hævet i form af lange træ- og grusstier. Som regel er stien mest farbar i perioden april-juni, hvor vandstanden normalvis er på sit laveste niveau. Men selv i denne periode kan der være tidspunkter, hvor stien er oversvømmet og dermed ikke farbar. Tjek eventuelt Gudenåens vandstand, før du besøger området. Det giver en indikation af om Trækstien er farbar. Stien kan periodevis være afspærret ved skiltning grundet høj vandstand. Færdsel i området er på eget ansvar.

Hele Trækstien i Favrskov Kommune er fredet, og derfor er der kun adgang til fods. Hunde er ikke tilladt – heller ikke i snor. Der er dog enkelte, korte strækninger i kommunen hvor hund i snor er tilladt: ved Dannebrogpladsen i Ulstrup og umiddelbart øst herfor. Det fremgår af fredningskortet.
 

Sådan finder du Trækstien

Silkeborg Kommunes hjemmeside, er der gode kort over området og forslag til parkering m.m.

I Favrskov Kommune er der parkering følgende steder:

  • Vejerslev Skov: parkering ved ophalerpladsen overfor Kongensbro Kro (i Silkeborg Kommune).
  • Dannebrogpladsen i Ulstrup – her er der blandt andet også kano-ophalerplads, udeskole og legeplads
  • Ved Busbjerg, hvorfra man kan gå ned til Trækstien.
  • Ved Kællinghølbroen i den vestlige del af kommunen.

Der er også adgangspunkter flere steder, blandt andet ved Engvej (kun handicap-parkering), Hagenstrupparken ved Ulstrup, Bamsebo Camping og Åbro.

På kortet er desuden angivet de steder, hvor kommunen har gennemført projekter i form af hævede træ- og grusstier (Vejerslev skov og Ulstrup) samt de steder, hvor Trækstien ofte er oversvømmet og dermed svært tilgængelig store dele af året (særligt strækningen øst for Ulstrup, ved Vellev mose og Åbro).
 

Gudenåens dyr og planter

I Gudenåen findes en række ”storvands-former” af dyr og planter, som kun findes i større vandløb. Gudenåens rummer blandt andet en særlig stor variation af arter og krydsninger af vandplanteslægten vandaks. 

Vandplanternernes vækstbetingelser er blevet bedre i det klare vand, efter vandremuslingen har spredt til Gudenåsystemet. Det er en invasiv art, som breder sig hurtigt, og filtrerer vandet effektivt for alger. Den kan dog også have negative følger da den konkurrerer med hjemmehørende muslingearter om den samme føde eller ”plads”.

Der er også registreret de rødlistede og sjældne hav- og flodlampretter, der på samme vis som ål og laks vandrer mellem vandløb og havet.

Af særlige insekter ved Gudenåen bør nævnes grøn kølleguldsmed, der er Favrskov Kommunes ansvarsart og beskyttet af EU-lovgivningen. Arten vurderes at være i fremgang på landsplan sandsynligvis pga. mange restaureringsprojekter i vandløb. Den kan ligne alm. flodguldsmed, som også findes ved åen. Desuden er der den meget flotte sortbåndet pragtvandnymfe, som er meget talrig langs Gudenåen.
 

Fiskeri

Der er tre lystfiskerforeninger, som rå­der over den del af Gudenåen, som findes i Favrskov Kommune: Bjerringbro, Langå og Randers Sportsfiskerforenin­ger.

Ved Ulstrup er det Bjerringbro Sportsfiskerforening, som sælger fiske­kort.

Der skal have gyldigt fisketegn ved køb af dagkort, og det skal med­bringes under fiskeri. Du kan købe tegnet online på www.fisketegn.dk.