"Vi har planer om at blive her længe"

Regitse Villadsen og Mads Jakobsen er lige flyttet ind i deres nye hus på Flegebakken i Hadsten. Vi har en god fornemmelse for det her sted, og vi har planer om at blive her længe, siger de to.

For et år siden begyndte Regitse og Mads, begge 26 år, at kigge efter et hus. De boede i en lejlighed på Randersvej i Aarhus og ønsket var at få mere plads, luft og en have.

- Vi begyndte at kigge os omkring, og da vi er fra henholdsvis Viborg og Mors, så vidste vi, at vi ikke skulle syd for Aarhus. Hadsten blev hurtigt interessant for os, da den har en fin størrelse med institutioner, skoler, indkøb, stisystemer og stadig er tæt på Aarhus, hvor vi begge arbejder, fortæller Mads, der er revisor, og Regitse er sygeplejerske.

De fandt et hus, som de var tæt på at købe i Hadsten, men så dukkede ideen op med at bygge selv.

- Det havde vi slet ikke haft med i overvejelserne, da vi tænkte, at vi ikke var i målgruppen rent økonomisk. Vi rundede alligevel Flegebakken og fandt jo hurtigt ud af, at det med at bygge nyt faktisk var inden for vores rækkevidde, så efter grundige overvejelser købte vi en grund samtidig med, at vi fandt ud af, hvad vi så skulle bygge. Det var en intens tid, siger Regitse.

Nu er de så landet i det 170 kvadratmeter store hus, hvor møblerne fra lejligheden ikke syner af meget, så de har været i gang med at vælge nyt.

- Og så er jeg bare så overvældet over, hvor fantastisk det er at have gulvvarme, lyder det Regitse.

De glæder sig til at blive en del af nybyggerkvarteret, der i høj grad er ved at tage form:

- Vi skal nok få gang i et godt naboskab, for vi er socialt anlagte, og alle er jo nye her. Vi har en god fornemmelse for det her sted, og vi har planer om at blive her længe. Vi skal da have børn her, og vores venner, kolleger og arbejde er tæt på, og vi har forsøgt at minimere afstanden til vores familie i Viborg og på Mors ved at rykke til Hadsten.